Indmeldelse
Hvis et barn ønsker at være spejder, kan barnet komme på besøg op til 3 gange, før I skal beslutte jer for, om det skal være medlem. Herefter skal I lave en indmeldelse.
Se mere info om indmeldelse her: Indmeldelse nye spejdere
Opstart og betaling
Ved første møde efter indmeldelsen får spejderen udleveret et spejdertørklæde, gruppemærker, divisionsmærke og en gren-lommebog.
Det koster 700 kr. halvårligt at være mini-, junior-, trop- og klanspejder, mens det koster 350 kr. halvårligt at være mikrospejder. Kontingentet skal betales to gange årligt (forår og efterår). Herudover kan der komme udgifter til ture og lejre.
Betaling ture/arrangementer
Tilmelding og betaling kan foretages her via hjemmesiden, ved at åbne arrangementet/turen i kalenderdelen.
Prisen på ture og lejre kan variere, da vi har et princip om at ture og lejre så vidt muligt økonomisk skal hvile i sig selv og altså ikke give hverken overskud eller underskud.
Ved afbud hæfter deltageren for den del af prisen, som gruppen ikke kan få tilbagebetalt. Ved kurser, hvor gruppen normalt ville dække en del af prisen, hæfter deltageren selv for hele den del af prisen, som gruppen ikke får tilbagebetalt i tilfælde af sent afbud.
Mærker
Fra tid til anden får børnene mærker til at sætte på deres uniform, det er vigtigt at disse bliver syet på hurtigst muligt og ikke bare bliver liggende i lommen, og helst til mødet ugen efter. Desuden er risikoen for at mærkerne bliver væk også mindre hvis de hurtigt bliver syet på. Børnene er også ofte meget opsatte på at kunne fremvise beviset på at de har gennemført en opgave/et forløb.
Uniform
Korpset uniform er mørkeblå og kan købes i spejdersport. Den koster ca. 400-500 kr. alt efter størrelse.
Den nærmeste Spejdersport forretning ligger i Roskilde, og man får rabat som medlem af Det Danske Spejderkorps.
Tørklæde
Gadstrupspejdernes tørklæde er grønt med rød kant. Tørklædet udleveres ved indmeldelse. Hvis tørklædet bortkommer, kan man købe et nyt af gruppen eller i Spejdersport.
Øvrigt udstyr
Du behøver ikke at købe alt udstyr fra start. Tag en snak med lederne inden du f.eks. går ud og køber sovepose, liggeunderlag, rygsæk m.m.
I Roskilde findes en fysisk spejderbutik der kan anbefales til køb af spejderudstyr
Spejder Sport
Skomagergade 72
4000 Roskilde
www.spejdersport.dk
Hint: download Spejdersports app og oplys at du er spejder hos os, så vil I opnå rabat på alle varer.
Pakning til ture
Det er vigtigt at barnet selv er med til at pakke deres bagage til turene. hermed ved barnet også hvilke ting de har med. Der bliver som regel udleveret pakkeliste til turene med forslag til hvad man bør medbringe. Desuden kan I finde en pakkeliste her på hjemmesiden.
Spejderloven
Hos de blå spejdere har vi en spejderlov, som vi bruger som afsæt til de ting vi laver
Den, der er med i spejdernes fælleskab, gør sit bedste for:
- at finde sin egen tro og have respekt for andres
- at værne om naturen
- at være en god kammerat
- at være hensynsfuld og hjælpe andre
- at være til at stole på
- at høre andres meninger og danne sine egne’
- at tage medansvar i familie og samfund
Værdierne i spejderloven diskuteres og tolkes på mange måder og spejderloven er altid med i vores arbejde. Den bliver af og til vendt på vores møder.
Forventninger
Ud over spejderloven er der nogle ting som er vigtigt at huske:
- hav altid tøj på til vejret (vi er stort set altid udendørs)
- kom til tiden til møder og ture
- hav altid minimum tørklæde (og helst også uniform) på når du er på spejderaktiviteter
- opfør dig pænt, når du har uniformen på (fordi du repræsenterer din gruppe)
- hav styr på din spejderlomme (læs om den i den udleverede lommebog)
- husk at melde afbud til møder og ture i god tid (gerne dagen før)
- fortæl hvis der er handicaps, diagnoser, lidelser, allergier eller særlige behov vi skal tage hensyn til
- forældre forventes at støtte barnet til at overholde disse forventninger